Vedtægter

Love for Nørre Vedby Husflidsforening.

§1. Navn og hjemsted
Foreningens navn er Nørre Vedby Husflidsforening med hjemsted i Guldborgsund kommune

§2. Landsorganisation
Foreningen er medlem af oplysningsforbundet Fora.

§3. Formål
Foreningens formål er gennem folkeoplysende virksomhed at arbejde for
husflidens kvalitet, udvikling og fremgang på egnen.

§4. Virksomhed
Formålet søges opnået ved informations- og udstillingsvirksomhed, samt gennem tilbud om medlemsaktiviteter og kursusvirksomhed i forskellige husflidsfag.

§5. Medlemmer
Medlemsskab af Nørre Vedbys husflidsforening opnås ved at betale det årlige
kontingent. Medlemmerne hæfter ikke personligt for foreningens økonomi.

§6. Bestyrelsen
Bestyrelsen består af 5 medlemmer. Den konstituerer sig med formand,
næstformand, kasserer samt sekretær, og fastsætter i øvrigt selv sin
forretningsorden. Formanden sammenkalder til bestyrelsesmøderne med
udsendelse af dagsorden og leder i øvrigt foreningens anliggender i
overensstemmelse med bestyrelsens beslutninger. Formanden, skolelederen eller
2 bestyrelsesmedlemmer kan til enhver tid kræve afholdt bestyrelsesmøder. Der
skrives referat af møderne. Det er bestyrelsens opgave at:
1. Udarbejde program for medlemsaktivitet og kursusvirksomhed.
2. Ansætte og afskedige en skoleleder.
3. Udarbejde budget og regnskab.
4. Føre fortegnelse over foreningens ejendele og evt. holde disse forsikret mod
tyveri og brand.

§7. Bestyrelsen
Bestyrelsen kan til udbygning og vedligeholdelse af den i foreningens ejede
ejendom optage lån. Disse må dog ikke overstige værdien af foreningens aktiver.
Lån over foreningens aktiver hæfter foreningens medlemmer for. Lån, der
overstiger foreningens aktiver, skal godkendes af en generalforsamling. På denne skal bestyrelsen samtidig gøre rede for en forsvarlig måde at afvikle lånene på.
Nybygning skal forelægges og godkendes af en generalforsamling.

§8 Ordinær generalforsamling
Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed og afholdes hver år i
oktober måned. Indvarsling sker ved skriftlig meddelelse til medlemmerne eller
annoncering mindst 2 uger før. Forslag, der ønskes behandlet på
generalforsamlingen, skal være bestyrelsen i hænde senest 8 dage før dens
afholdelse.

Bestyrelsen udarbejder en dagsorden, der skal indeholde mindst følgende punkter:
1. Valg af dirigent.
2. Aflæggelse og godkendelse af årsberetning ved formand.
3. Aflæggelse og godkendelse af reviderede regnskaber.
4. Drøftelse af program for medlemsaktiviteter og kursusvirksomhed i det
    kommende år.
5. Indkomne forslag fra medlemmerne.
6. Valg af bestyrelsesmedlemmer og suppleanter
7. Valg af revisor og revisorsuppleant.
8. Eventuelt.

Valgperioden for bestyrelsesmedlemmer er to år. På den årlige generalforsamling er skiftevis 3 og 2 medlemmer på valg, således at 2 medlemmer vælges i ulige år og 3 medlemmer vælges i lige år. Hvis et bestyrelsesmedlem går af i årets løb, indtræder 1. suppleanten på pladsen indtil næste generalforsamling.
Valgperioden for suppleanter er 1. år. Revisorer vælges for 2 år, således at der
vælges én hvert år. Revisorsuppleanter vælges for 1 år.
Generalforsamlingen er beslutningsdygtig uanset de fremmødte stemmeberettigede deltageres antal. Alle medlemmer over 18 år har stemmeret
ved generalforsamlingen og er valgbare til bestyrelsen. Almindelig stemmeflerhed er gældende ved alle afstemninger.

§9. Ekstraordinær generalforsamling
Ekstraordinær generalforsamling skal afholdes, såfremt flertallet af
bestyrelsesmedlemmerne eller 1/3 af medlemmerne skriftligt forlanger det.
Generalforsamlingen indkaldes med mindst 2 ugers varsel med opgivelse af
dagsorden. Reglerne om ordinær generalforsamling finder tilsvarende anvendelse her.

§10. Skoleleder.
Bestyrelsen ansætter og afskediger en skoleleder og fastsætter dennes løn og
arbejdsvilkår. Skolelederen er ansvarlig overfor bestyrelsen og myndighederne.
Skolelederen har den administrative, regnskabsmæssige og pædagogiske ledelse af kursusvirksomheden for børn og voksne i henhold til Folkeoplysningsloven.
Skolelederen udarbejder undervisningstilbud i henhold til programmet og træffer de fornødne aftaler med lærerne.

§11. Regnskab
Kasseren fører foreningens regnskab og er ansvarlig for dens midler.
Skolelederen fører regnskab for kursusvirksomheden under Folkeoplysningsloven,
Regnskaberne revideres af foreningens revisor og forelægges generalforsamlingen til godkendelse. Regnskabsåret er 1. september til 31. august.


§12. Deltagerindflydelse
Deltagerne i kursusvirksomheden orienteres om foreningens virksomhed og om
mulighed for at øve indflydelse på ledelsen som medlem af foreningen.

§13. Lovændring
Forslag til lovændring kan vedtages på den ordinære generalforsamling, når 2/3 af de fremmødte stemmeberettigede medlemmer stemmer herfor.

§14. Opløsning
Opløsning af foreningen kan kun ske ved 2 på hinanden følgende ekstraordinære generalforsamlinger. Generalforsamlingen bestemmer ligeledes, hvordan en eventuel formue skal anvendes i tilfælde foreningens opløsning.


Således vedtaget på generalforsamlingen d. 26 oktober 2023




Anne Huge Ove Nielsen Per Halberg


Peter Fischer Helge Hare



Nr. Vedby Husflidsforening
Gyldenbjergvej 48
Nr. Vedby Kirkevej 25
4840 Nørre Alslev

Telefon: 54432150 / 30892150

Mail: annehuge@hotmail.com


Medlem af Fora